İsa Bey-moskeen, opført i 1375 af det anatoliske Aydinid-dynasti, regnes som et af de vigtigste eksempler på tidlig seldjuk-osmannisk overgangsarkitektur. Moskeen skiller sig ud ved at genbruge antikke søjler og bygningsmaterialer direkte fra det nærliggende Efesos, hvilket skaber en usædvanlig sammensmeltning af klassisk og islamisk arkitektur.
Bygningen har en åben gårdhave, en usædvanlighed for tidens moskeer i regionen, og betragtes som et vendepunkt i udviklingen mod den senere osmanniske moskéarkitektur, man kender fra Istanbul.